Nordland Arkitekter og PLH Arkitekter vinder konkurrencen om nyt DLF-domicil med fokus på bæredygtighed

Nordland Arkitekter og PLH Arkitekter vinder konkurrencen om nyt DLF-domicil med fokus på bæredygtighed

Nordland Arkitekter har sammen med PLH Arkitekter vundet arkitektkonkurrencen om at tegne et nyt, innovativt domicil til den globale frøkoncern DLF. Designet er båret af en vision om grønne løsninger og om at skabe den optimale ramme for medarbejdernes hverdag.

Den nye bygning er skræddersyet til DLFs ønske om et bæredygtigt, socialt ansvarligt hus, hvor der er fokus på brugen af bæredygtige materialer samt at optimere og nedbringe energiforbruget. Samtidig vil medarbejderne opleve det nyeste inden for moderne arbejdspladsindretning med lyse, fleksible kontorområder og fitnesslokaler, loungeområder, stor kantine, topmoderne laboratorier, plantevækstrum m.m.

Søren Halbye, Group CEO i DLF, udtaler:
”Vi har glædet os til at se arkitekternes bud på, hvordan DLFs nye domicil kan se ud, og vi synes, at forslaget fra arkitekterne hos PLH og Nordland rammer plet i forhold til vores værdier og ønsker om et innovativt design med fokus på brugervenlighed og bæredygtighed. Vi glæder os til samarbejdet, hvor vi sammen med PLH/Nordland og med input fra vores medarbejdere i fællesskab skal sætte rammerne for vores fremtidige arbejdsplads.”

Det nye domicil bliver centralt placeret på en naturskøn grund ved Kildedal Bakke i Egedal Kommune nær S-tog og motorvej. Dermed bliver det let at komme til og fra bygningen, som bliver arbejdsplads for cirka 100 ansatte.

For at udnytte grundens niveauforskelle og sikre en naturlig harmoni med landskabet og omgivelserne vil bygningens etager ligge forskudt, så de følger det kuperede terræn. I den videre proces undersøges det også, hvordan de grønne områder i dialog med lokalområdet kan udnyttes bedst muligt.

Et domicil bygget på DLFs værdier

I konkurrencen om at tegne det kommende domicil deltog fire forskellige tegnestuer. I dommerbegrundelsen lyder det blandt andet om valget af PLH Arkitekters forslag:

”Det er et bæredygtigt hus med et stærkt narrativ, som afspejler DLFs værdier. Arbejdet med terrænet, og hvorledes dette bliver til et bygget landskab, som præger bygningens indre stemning og udendørsarealer omkring bygningen, er på en gang enkel og overbevisende. Materialer, rummeligheder og dagslys er overbevisende både indvendigt og udvendigt. Overordnet er det et projekt, som indfrier DLFs ønsker særdeles godt.”

FAKTA:

DLFs kommende domicil:

  • Byggeriet af det nye domicil går efter planen i gang i 2023 og forventes færdigt i 2024
  • Det nye domicil bliver cirka 4.200 m2 stort
  • Omkring 100 medarbejdere får deres daglige gang i bygningen
  • Rambøll er bygherrerådgiver og styrer entreprisen

Nordland Arkitekter:

  • Nordland Arkitekter er en ung, dansk tegnestue med seks ansatte
  • Nordland Arkitekter arbejder med at skabe bæredygtige, æstetiske og funktionelle løsninger, der samtænker bygning, bruger og landskab
  • Nordland arbejder med stedets eksisterende kvaliteter og skaber arkitektur rodfæstet i konteksten
  • Nordland Arkitekter har vundet flere konkurrencer nationalt og internationalt, bl.a. kontorer, skoler og parkeringshuse

PLH Arkitekter:

  • PLH Arkitekter er en af Danmarks største uafhængige tegnestuer med 130 ansatte
  • PLH er specialiseret i innovativ arkitektur og design særligt tilpasset brugernes behov
  • PLH Arkitekter har et af landets mest anerkendte ekspertteam inden for indretning og workplace design
  • PLH Arkitekter har designet hovedkvarterer for bl.a. DSV Transport, Aller, og DLG

DLF:

  • DLF er en global frøkoncern og verdensmarkedsleder inden for foder- og plænefrø med fuld værdikæde i Europa, Nordamerika, Sydamerika og Oceanien
  • DLF har mere end 2.200 ansatte i over 20 lande og en omsætning på 8,5 mia. kr.
  • DLF har i dag til huse i Roskilde