Titel | Træfikhuset
Sted | Ørestaden
Type | P-hus
P-Pladser | 200
Status | 2. plads
Bygherre | By & Havn
Træfikhuset
Nordland Arkitekters forslag til det nye P-hus Else Ahlfelt er tegnet med bærende konstruktioner i træ og et gennemgående arkitektonisk udgangspunkt i trafik og mobilitet.
Træfikhuset sætter nye standarder for, hvordan man kan bygge P-huse i Danmark med fokus på bæredygtige løsninger, mens der skabes et varmt og indbydende hus med varme taktile overflader indvendigt.
Grundideen bag ”Træfikhuset” er at bruge arkitektoniske virkemidler og referencer fra trafikkens verden på tværs af skala, fra facadematerialitet, funktioner i grundplan og på husets tag samt i forbindelse med wayfinding løsninger. Taget udformes med en trafiklegeplads som en miniatureudgave af nabolaget, hvor børn kan lære at navigere i trafikken og eksempelvis cykle til skole i et trygt miljø.
Udformningen af det nye P-hus kombinerer arkitektoniske motiver fra området som skalaspring, tilbagetrækninger samt oplevelsesrige facader.
Trækonstruktion
Bygningen er tænkt opført som et råhus med bjælker og søjler i træ.
Dækkonstruktion tænkes udført, som CLT-dæk med overbeton. Overbeton støbes in-situ ovenpå CLT-dæk..
Den bærende konstruktion forventes udført præfabrikeret til projektspecifikke mål og leveres direkte til byggepladsen i den rækkefølge, den skal monteres for opnåelse af en effektiv og kortere byggeproces.
Træfiktaget
Fortællingen om taget starter allerede ved gadeniveau, hvor tagets grønne karakter bliver synlig i facaden. Integreret skiltning i facaden gør det let overskueligt at finde huset trappe og elevatortårne, der leder til husets tag. På taget udfolder en ny verden sig hævet og byens liv. Miniature veje og gadeforløb etableres mellem frodige grønne bede, der i miniatureskala markerer footprintet af områdets bygninger i samspil med faste borde bænke områder og aktivitetsplatforme til eksempelvis træning, yoga, petanque, panna fodbold mv. I forbindelse med elevatortårnet foreslås en let trækonstruktion med lånecykler, der kan bruges på husets tag.
Således inviterer husets tag til bred brug året rundt.
Facader
Udformningen af husets facader har fokus på at binde bro til nabobyggeriet som på sigt vil opføres i direkte forlængelse af P-huset.
P-husets base bygger videre på lokalplanens krav til rækkehuskvarteret niveauspring og frem- og tilbageskydninger og skaber en harmonisk sammenhæng med det fremtidige nabobyggeri. Basens forskydninger skaber en nedskaleret oplevelse af P-huset og styrker de mikroklimatiske forhold omkring huset, hvor basens geometri nedbryder vinden i byrummene.
Skalaspringene i facaden giver huset et genkendeligt motiv, der kan aflæses fra afstand, mens materialitet, detaljering, integreret belysning og reliefvirkning skaber oplevelsesrigdom tæt langs facaden og i bygningens kantzone.
Projektet tilbyder således en varieret facadeoplevelse i mødet med byens gader, hvor en nivelleret, taktil, muret base etablerer flere forskellige ”adresser” med dybe portåbninger i husets kantzone.
Lejemål, indgange til trappetårne samt indkørsel får således hver sin tydelige markering i facaden, og fremstår som hvert sit ”hus i huset” der blænder ind i bybilledet.
Som et elastisk ”væv” bindes husets grønne tag og den varme, murede base sammen af felter med horisontale lameller i forskellig højde, der giver facaden en dynamisk nærmest mobil fremtræden. De horisontale lameller etableres på et system af ”hyldeknægte” fastgjort til husets søjler. De horisontale lameller etableres i galvaniseret stål og genbrugsaluminium indenfor samme system med forskellige vinkler, afstande og åbenhed, der sikrer en åbningsgrad omkring 30%. De vandretliggende ”lameller” foreslås i det omfang det er muligt udført med genbrugte autoværn fra vejprojekter i Danmark.
Facadernes lavpraktiske samlingsløsning gør det let at evt. udskifte facadepartier efter endt levetid efter principperne for design for disassembly.
Over cykelparkering og bænke i husets kantzone skabes baldakiner, der skaber ly mod vind og vejr. I facaden over husets base integreres desuden lys, der sikrer en oplevelsesrig og tryg fornemmelse i byrummet omkring P-huset om aftenen.
Facaden øverst indrammer husets taghave og de trappetårne, der overstiger husets tag i en let og transparent wirefacade med mulighed for klatreplanter i plantekasser integreret i facaden under.