Urnes Versdensarvscenter

Titel | Varder i landskabet

Sted | Ornes, Norge

Type | Besøgscenter

Omfang | 4.000 kvm

Status | Forslag

Arkitekt | Nordland

Det nye Verdensarvscenters placering i det storslåede landskab nær Urnes Stavkirke, stiller store krav til udformning og indplacering af ny bygningsmasse. Stedet har en enorm styrke i kraft af det dramatiske landskab og den unikke kulturarv, hvilket samtidig gør området ekstra sårbart og skrøbeligt overfor ændringer som ny arkitektonisk indgriben.

Dette forslag til et nyt verdensarvscenter er derfor udformet med det primære formål at indpasse sig landskabet og underordne sig stavkirken samt den øvrige bebyggelse i området. Projektet ønsker gennem en ydmyg arkitektur at etablere en sammenbindende, stedsspecifik fortælling om områdets unikke natur- og kulturarv. Forslaget rækker udover selve udformningen af verdensarvscentret, ved at tilbyde et sammenhængende destinationsudviklende koncept for oplevelse og bevægelse gennem området til kirken. Med forslaget bliver det nye verdensarvscenter en lille brik i en større fortælling, der sammenbinder områdets kvaliteter og understøtter bærekraftigt turismebesøg i Urnes.

I samspil med områdets unikke natur og historie udvikles projektet med den største respekt for omgivelserne. Det nye verdensarvscenter gør ikke særligt opmærksom på sig selv som værk, men underbygger eksisterende kvaliteter i området og binder disse sammen i en stærk sammenhængende fortælling for den besøgende.

Ved at arbejde med et helhedsorienteret koncept for bygning, landskab, formidling- og wayfinding for området skabes der grundlag for at udvide den besøgendes ophold og oplevelse omkring destinationen. Med forskellige aktiviteter og tilbud inde og ude bidrager projektet således til at styrke den lokale værdiskabelse i området i forbindelse med projektet.

Med afsæt i de stedspecifikke særegne kvaliteter i og omkring Urnes tager udformningen af det nye verdensarvscenter udgangspunkt i at skabe en holistisk oplevelse der sammenbinder hele ”rejsen” fra indsejlingen med færge frem mod kulminationen ved Urnes Stavkirke øverst i bebyggelsen op ad fjeldsiden.

Projektet finder sin inspiration til sin udformning fra de traditionsbundne varder i landskabet. Varder er et kendt landskabeligt navigationsfænomen, med rødder langt tilbage i historien. Varder har både før og nu tjent som holdepunkter for navigation gennem landskaber, der markerer ruter gennem terrænet særligt i bjergrige egne som eksempelvis området omkring Urnes.

Med forslaget etableres en serie af varder, der guider den besøgende fra færgelejet op gennem terrænet mod stavkirken. Varderne udpeger særlige stop med lokale fortællinger fra området undervejs på ruten, og bliver landskabelige pejlemærker, der skaber let og tydelig forbindelse til kirken gennem terrænet. Undervejs på ”rejsen” mod kirken etableres verdensarvscentret som en trædesten til den videre oplevelse. Verdensarvscenteret bygges op omkring en landskabelig fortolkning af varder i landskabet, hvor to kerner af sten udgør støttepillerne for projektet. De to ”varder” udgør de fremtrædende volumener i projektet, hvorimellem lette trædæk forbundet af et sammenbindende tag udspændes, i harmoni med landskabets linjer.

Den besøgenes rute ledes mellem verdensarvscenterets varder mod kirken. På den måde bliver verdensarvscenteret en del af vandringen gennem landskabet – en brik i et større spil, der handler om at sammenbinde de stærke lokale fortællinger om stavkirken, verdensarven, kulturmiljøet og landskabet.

Indplaceringen af det nye verdensarvscenter i landskabet tager udgangspunkt i fire primære arkitektoniske og landskabelige principper.

Det nye verdensarvscenter skal ikke gøre skade på det eksisterende landskab. I eftertiden skal landskabet kunne genskabes som det var, uden langvarige, tydelige spor af menneskets indgriben.
Urnes Stavkirke tjener som tydeligt bevis på at vores bygninger kan vise sig at have mærkbar påvirkning på vores verden for eftertiden. Det har været et dogme for projektet ikke at grave ind i det eksisterende terræn, hvilket ville efterlade ar i landskabet efter bygningens levetid. Projektets udformning søger således at skabe mindst muligt aftryk for eftertiden, både i form af ressourceforbrug og fysisk afsmitning på stedet. Kun aftryk fra husets ”varder” vil som et landskabeligt spor stå tilbage som aftryk efter huset, såfremt det en dag ikke er der længere.

Det nye verdensarvscenter skal underordne sig det eksisterende landskab og terrænets kurvatur. Huset skal altid arbejde med og ikke imod landskabet. Projektet er tegnet med stort fokus på det eksisterende landskab og husets geometri følger derfor terrænet. Husets to etager etableres som lette ”trehylder” på skråningen, under et samlende tag, der viderefører vejenes og terrænets fald. Husets tag skaber desuden mulighed for bevægelse over bygningen, som en platform, der iscenesætter den unikke udsigt til det omgivende landskab. Taget skjuler fra flere vinkler huset under sig, og binder dermed bygningen naturligt sammen med landskabet.

Det nye verdensarvscenter skal tilpasses det lokale og de eksisterende bygninger i form af skala, materialitet og byggeskik. Træ bruges som gennemgående materiale i suppleret af varderne i sten.